Lykken er at fortælle en mand, at han lige så godt kunne være et stykke plastik

lykkener.png

[Oprindeligt udgivet i Tidsskriftet mosaikk november 2016]

Til at starte med var det svært for mig at nå til erkendelsen af, at jeg er min generations Carrie Bradshaw, bare grimmere. At være skribent for en sexklumme er ikke skide fedt, når man er litterat. Det værste er, at jeg ikke engang synes Carrie er særlig pæn til at begynde med. At være den grimme udgave af én, man i forvejen finder æstetisk udfordret, må føles omtrent som at kigge på familiefotoet og erkende, at man er den uintelligente Kardashiansøster. Men når du befinder dig på en jævnt highbrow uddannelse som Litteraturvidenskab, og ikke rigtigt bliver fanget af ideologier eller forholdet mellem center og periferi, men derimod har en umættelig appetit på bar hud og kropsvæsker, så bliver ”den vamle klummeskribent” lynhurtigt den hylde, du sætter dig selv på.

Og hey, hands down og skud ud til Carrie. Jeg vil fandme gerne kunne leve af at skrive om sex. Jeg ville klart gøre det vildere, grimmere og mere eksplicit klamt end hende. Det ville ikke handle om, hvad yngre mænd så i ældre kvinder, eller hvem der først skulle give hvem oralsex i et datingscenarie. Heller ikke kønsroller i 90’erne eller én gang for alle at kunne finde svaret på, om du virkelig kan være venner med din eks. Hvad vi virkelig mangler er de biologiske detaljer og de følelsesmæssige fuckfingre.

Min klumme skulle handle om lugtene, om de pinefulde 10 sekunder mens kondomet puttes på eller om den akavede klat sæd på lagenet, som ingen rigtig ved, hvad de skal gøre ved. Det skulle handle om den rette vinkel på dit dickpic, om de tekniske og helt klart også æstetiske udfordringer ved et pussypic (kan det overhovedet lade sig gøre?) og hvorvidt det ikke er på tide at afskaffe termen ”walk of shame” (medmindre, selvfølgelig, du har scoret i Kødbyen – for så skal du faktisk skamme dig). Jeg ville prædike sikker sex, det er klart. Men jeg ville også stå klar som den første med sympati-knuckles, når uheldet var ude, og en stakkel havde glemt kondomet i forbifarten. Vigtigst af alt skulle min klumme ikke være en autoritet eller en moralens vogter på jagt efter den objektive sex-sandhed. Guderne skal vide, at jeg hverken er en ekspert eller et forbillede. Faktisk tror jeg indimellem godt, man kan betragte mit forhold til sex som en anelse afsporet.

Jeg brød engang ind på Københavns Rådhus med en fyr, jeg lige havde mødt. Vi kravlede over en mur og faldt 2,5 meter ned i en bunke potteskår for at kunne knalde på en kold stentrappe kl. 4 om morgenen i februar måned. Da vi var færdige, fulgte jeg ham til bussen. Bagefter skrev jeg en sms til min ven: ”Lige knaldet dude på Rådhuset lol.” Svaret lød: ”GG mate”. Dagen efter sendte jeg et billede af mine hudafskrabninger til en veninde. Fyren så jeg aldrig igen.

Forleden prøvede jeg at introducere begrebet ”ganerenser” for nogle venner. En ganerenser er en form for syrlig sorbet, du får mellem retterne til et middagsselskab. Sorbeten renser smagen fra sidste ret og gør dig klar til den næste. Min brug af ganerenseren er lidt den samme, udover at i stedet for middagsselskaber er det mit sexliv, og i stedet for sorbet er det pik. Min ven spurgte, om jeg ikke mente rebounds. Ikke helt. Et rebound er én du knalder for at komme over en anden. Det er en ganerenser ikke. En ganerenser er én, du knalder for at kunne fortælle dig selv: ”Den sidste pik der var oppe i mig, var i det mindste ikke fastgjort til den idiot.” Det handler ikke om følelser eller om at komme videre. Det er udelukkende et spørgsmål om en konstatering. Og stolthed. Nogle gange er det faktisk også et spørgsmål om kropslugte.

Som med den vegetar der kom oppe i mig, og fik mit skridt til at lugte af køkkenhave de næste fire uger, indtil jeg til sidst måtte knalde min eks, for at slippe for at tænke på ham, hver gang jeg gik på toilettet. Nu lugter mit skridt af skam og dårlige beslutninger. 

Nogle gange gør jeg kalenderåret op i sexpartnere. Det er nu seks fyre siden jeg knaldede Mikkel. Tiden flyver. Mikkels libido var helt i top. Hans evne til at få den op at stå var noget af det mest imponerende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg gjorde det til en konkurrence med mig selv, hvor mange gange vi kunne knalde pr. date. Hvis det var færre end sidste gang, vi sås, var det en dårlig date. Der var en morgen, hvor Mikkel kom en time for sent på arbejde, fordi jeg ville slå rekorden. Måske tog det overhånd for mig, lige der. Mikkel havde desuden en række ubearbejdede traumer. Det tændte mig helt vildt at se ham undertrykke sine følelser, fordi han ikke vidste, hvordan han ellers skulle færdiggøre en sætning eller se mig i øjnene. Næste gang jeg så Mikkel knaldede vi kun tre gange. Det var sidste gang jeg så ham.

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har tænkt på sex som andet end tilfredsstillelse af et fysisk behov eller et forskruet forsøg på at (gen)etablere værdighed. Eller som en pligt, jeg har over for mig selv. Folk snakker om at dele noget særligt og om at smelte sammen og blive til én. Jeg prøver at komme i tanke om, hvornår jeg sidst havde sex med en mand uden at føle, at han på en eller anden måde var fjenden.

Så skulle det være for nylig, da jeg i desperation over et ugideligt HTML-dokument overvejede at skrive til min hacker-eks og bede om hjælp, velvidende at han ville tolke det som et mere eller mindre subtilt forsøg på et bootycall. Hvad er den sociale opinion omkring at bytte seksuelle ydelser for lektiehjælp? For jeg vil ikke lyve – jeg gjorde det gerne. Best case scenario: jeg får lavet min aflevering. Worst case: jeg får sex. Det ville ikke være første gang jeg byttede min krop for intellektuel bistand. På 2. semester endte en korrekturlæsning med en ven ud i et knald og en fed litterær pointe der måske, måske ikke skaffede mig mit første 12-tal på uni.

Når jeg tænker lidt over det, synes jeg måske det er lidt sørgeligt, at den største rus jeg nogensinde har fået, var da jeg efter 3 år kunne knalde min første forelskelse uden at føle noget som helst. Lykken er åbenbart at kunne fortælle en mand, at han lige så godt kunne være et stykke plastik.

Måske burde jeg egentlig bare skifte mine mænd ud med plast. Blød plast vel at mærke. Ifølge min læge er den nuværende tilstand i mit underliv i hvert fald lidt for anspændt. ”Gør det ikke helt vildt ondt, når du har sex, Mette?” Hvordan forklarer jeg min læge, at jo, det gør godt nok lidt ondt når jeg har sex, men det kan muligvis have noget at gøre med det faktum, at jeg som regel beder fyren om at få det til at ligne et overfald når vi knalder. Hvor mange feminister dør der i gennemsnit, hver gang jeg beder en mand om at slå mig under forspil?

Her ville Carrie Bradshaw sikkert skodde sin smøg, lukke for Word og hoppe i et par af sine urimeligt høje og plyssede sko, for at gå ud og drikke cocktails på en eller anden rig yuppietypes regning. Hun ville introducere sig selv som ”writer”, når folk spurgte hende, hvad hun lavede, kalde sin bytur for ”research”, og tage sent hjem og slutte sin klumme af med en selvhævdende undskyldning af et svar, der skulle forsikre seersegmentet om, at vi stadig har en eller anden form for værdi, selvom vi går rundt og knepper hinanden i stykker. Der er jeg ikke helt.

For det første er der virkelig ikke meget yuppie over mine mænd. De fleste af dem er veganske hippier, fallerede musikere eller udslidte stofmisbrugere (disse komponenter går ofte hånd i hånd, har jeg erfaret). Én af dem ofrede engang en karton juice på mig til morgenmaden, men ikke før han havde fortalt mig, at juice altså er fuld af giftige tilsætningsstoffer, og jeg burde hellere drikke hans hvide te. Jeg er ret sikker på, at Carrie Bradshaw aldrig har modtaget kostråd fra en mand, for derefter at blive spurgt, om hun måske kunne skaffe ham noget MDMA.

Når alt kommer til alt ville jeg måske ikke være den ideelle klummeskribent. Forhåbentligt er mit erfaringsgrundlag ikke repræsentativt for hele Københavns ungdom. Men så længe der er bare et lille udsnit af IKK, der kan relatere bedre til langhårede hippiefyre, som er max et højskoleophold fra at få dreadlocks, eller skæggede mænd, der på 1. date snakker om at skide bænken brun, end de kan relatere til new yorker-klubber og grimme, dyre sko, så holdes drømmen om sexklummen i live.


Photo by rawpixel on Unsplash

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s