En nat i Narkonarnia

narkonarnia.png

[Oprindeligt udgivet september 2015]

Jeg kunne sagtens bruge de første 5-10 linjer på at snakke inaktivitet, dårlige undskyldninger og ringe blogskik. Men for nu vælger jeg lige at springe let henover den obligatoriske digitale skam (som alle selvudnævnte bloggere med en lad og egoistisk tilgang til mediet i øvrigt sporter), for i stedet at tage jer med på hvad jeg vitterligt ikke kan beskrive som andet end et full-blown eventyr. Jeg har fundet den hellige gral. Jeg har opdaget en portal til en anden verden. Hvis du ikke tror mig, så læs videre. Jeg lover dig, at alt hvad du kommer til at læse er sandt.

Det er den sidste lørdag i august, og dermed også den sidste lørdag i sommerferien. Jeg er træt, træt af at sove dagene væk, træt af at feste, og mest af alt træt af de tømmermænd, der har præget hele min lørdag so far. Alligevel har jeg været så smart at sige ja til en bytur mere. Okay nej, jeg har faktisk (i en mindre hungover state of mind, vel at mærke) selv arrangeret den. Planen er ikkeeksisterende. Vi skal mødes og drikke nogle øl og så lige se hvad der sker. Forhåbentlig (for mit vedkommende i hvert fald) kommer der ikke til at ske så meget mere.

Det er med dette mind-set, at jeg fra mit entourage modtager informationen om, at der et sted bag Christiania skulle foregå noget ret vildt samme aften. En slags festival på Staden. Arrangementet er tys-tys – hverken Facebook eller Google vil vedkende sig dets eksistens trods tiltagende kreativitet rent søgeordsmæssigt fra undertegnede. Motivationen er i 0 da vi bevæger os fra Frederiksberg til Christianshavn. Skulle vi ikke bare tage hjem og game i stedet? Det er sikkert ikke en gang i dag, det bliver holdt, og hvis det er, er det sikkert slut når vi kommer. Vi ved jo ikke hvor det er!? Men da klokken slår midnat, finder vi alligevel os selv på vej gennem Christiania med intet andet at gå efter end “for enden af Refshalevej” og to venners venners forsikringer om, at festivalen altså er i aften.

Refshalevej er lang. Og den bliver kun længere af, at du ikke ved hvor langt du skal gå, eller om turen overhovedet er det hele værd. Derudover er Refshalevej mørk og tom. Lad mig sige det sådan her: Der var ikke meget festival over den første halvanden kilometer af Refshalevej. På den anden side af vandet høres musik og piger der synger. Det viser sig at være en teenage-fødselsdag. Min viljestyrke er på dette tidspunkt ikke eksisterende, men de tre drenge der udgør mit entourage insisterer. To af dem har fuldskæg -jeg vælger at sætte min lid til dem.

Ca. 3 minutters gang fra teenagefesten begynder en ny lyd at fylde vores øre. Lyden af høj og tung bas. Der begynder at stå folk ude på vejen som snakker og ryger, og til højre ses et lille indhug i buskadset. Vi går ind i sidstnævnte og står nu for foden af en trappe der fører op i en skov. Lyden af mennesker og bas emanerer et sted fra trappens top, og vi begynder med stigende forventninger at bestige den.

På dette tidspunkt er min motivation og entusiasme for aftenens bytur allerede accelereret kraftigt. Mit mindset har bevæget sig ret langt fra udgangspunktet. Men intet mindset, lige meget hvor crazy en bytur det end var klar på, ville have kunne forberede mig på, hvad der derefter skete. For enden af trappen finder vi en stor, rød neonport ud fra hvilken kulørt lys, balkanmusik og festglade mennesker vælter i en lind strøm. Vi siger ikke noget, kigger ikke engang på hinanden. Automatisk og mere eller mindre synkront drages vi alle fire mod porten. Jeg er ret sikker på, at ingen af os havde nået at gøre os nogen som helst forestillinger om, hvad vi ville finde på den anden side, men hvis vi havde troet at neonporten var festens peak, så blev vi hurtigt klogere.

På den anden side af neonporten er endnu en trappe. Denne gang går den nedad, og vi kan se hvor den ender. Faktisk kan vi se en hel del mere end det. Neonporten udgør et udsigtspunkt, fra hvilket vi kan se ned i en lille dal. Den udgør også det endelige bevis på, at jo, det er i den grad i aften der er festival. Dalen er fyldt med mennesker i alle aldre, farver og størrelser. I modsatte side af trappen er en stor scene, hvor et band spiller op for et alt andet end utaknemmeligt publikum. Fra mit udsyn i toppen af dalen kan jeg tælle i hvert fald tre barer, og alle tre udsender kraftige mængder af sæbebobler, der flyver ud i dalen og blander sig med lyd, lys og dans. Overalt er der kulørte lamper og folk der har det godt. Synet er overvældende. For overvældende til at jeg kan gengive det bare nogenlunde værdigt. Det skal opleves!

Vi går ned af trappen og finder en lille rydning i dalen hvor bænke og træstubbe udgør en form for eventyr-lounge. Følelsen fuldendes med de vatbeklædte kulørte lamper der hænger på rækker over os. De er nogenlunde på størrelse med mit hoved og pakket ind i et tykt lag vat, der giver det skiftende, pulserende lys en tåget, drømmeagtig effekt. Der er i første omgang ikke så meget andet at gøre end at sætte sig ned og prøve at fatte det her sted. Folk er på stoffer. Det er helt og aldeles tydeligt. Ingen lægger skjul på det – og hvorfor skulle de? De er blandt ligesindede her. På scenen står en mand i et mønstret jakkesæt og med en regnbuefarvet paraply i hver hånd. Hans tilsyneladende eneste funktion er at gå ud til scenekanten i hhv. højre og venstre side og stå og dreje paraplyerne hurtigt rundt, så det trippende publikum kan få stimuleret øjnene samtidig med ører og krop. Stedet er ubeskriveligt. En forunderlig blanding af eventyr og cirkus strømmer fra både menneskene i dalen, og de træer der adskiller os fra resten af København. Jeg er fuldkommen overbevist om, at vi da vi gik gennem neonporten, trådte ind i en helt anden verden. Der er ikke andre måder at forklare det på. Vi har fundet Narnia. Narkonarnia. Og jeg elsker det!

Efter den nærmest umulige opgave at få guidet et par venner mere herud i en taxa, åbner vi en flaske champagne og får gang i festen. Aftenen tager et Jack-Sparrow kind of turn, da vi lidt væk fra dalen finder en båd der er gået på grund og beslutter os for at gå om bord. Båden hælder ca. 60 grader, hvilket vil sige, at en god del af den er under vand. Men stadig høje på aftenens vilde drejning og Narkonarnias herligheder stopper det os ikke. Vi gør båden til vores. Med den fjerne lyd af tung bas i baggrunden, og udsigten til den muligvis bedste nat overhovedet, holder vi time-out her, lidt væk fra det hele og med fuldmånens lys både over os på himlen, og under os på vandoverfladen. Særlig ømt når det dog ikke at blive, før en af drengene beslutter sig for at gå planken ud, imens jeg filmer det. Der er overordnet stemning for, at det er en dårlig idé. Alligevel ender han med at hænge i et stykke træ, tre meter over vandet og jage mig tilpas meget en skræk i livet til at vi tager tilbage til festen.

Resten af aftenen bliver brugt på dans og latter, men mere end et par gange tager jeg mig selv i at stoppe op og kigge mig omkring, stadig ikke helt i stand til at fatte det her sted. Da klokken nærmer sig seks er vi nogle der beslutter os for at tage hjem. Ikke at mange ville opdage det, stedet er stadig helt pakket med folk, der ikke lader til at lade det faktum at solen er ved at stå op, stoppe dem. Inden vi skilles lover vi dog hinanden én ting – der her skal vi gøre igen. Hvornår det bliver ved jeg ikke. Om det bliver det samme aner jeg heller ikke. Men én ting er sikkert. Næste gang porten til Narkonarnia åbner sig, så skal jeg med!


Photo by Efe Kurnaz on Unsplash

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s